Foto: På travbanen
Roxy, Rosie, Røvsa, Roxy, Sissy, Rosalini, Rossa
Kært barn har mange navne, men jeg er døbt Rosalina opkaldt efter en sang af Benny Andersen.
Jeg kommer fra et meget larmende hjem i København K med to storebrødre og en lillesøster, hvor der altid er blevet spillet bold i stuen, danset til Natasja og kæmpet i sofaen.
Der, hvor jeg kommer fra, der går man ikke rundt på æggeskaller – man åbner sin mund, spørger og tager tingene med et gran salt. Det er uhøjtideligt, det emmer af latter, diskussioner, ironi, tårer, kærlighed - og man er ikke bange for at træde ved siden af. Et hjem med organiseret kaos, hvor min mor heldigvis er uddannet Kaospilot fra første årgang. På din fødselsdag er dit navn skrevet med m&m’s i vindueskarmen, og du bliver kastet op i luften det antal gange, du fylder år – også kaldet himmelspjæt. Næste gang skal jeg have 25 og håber på at blive grebet. Min far går op i, at uanset køn, så skal man kunne kaste, gribe, skyde langt med en bold og sparke en god skive. Når jeg ikke går og råber drillende kommentarer på banen, fordyber jeg mig i litteratur, radioprogrammer, samfundsforhold og kulturliv. Jeg er vokset op med at puste liv i fællesskabet og give plads til menneskers forskelligheder, holdninger, fortællinger og personligheder.
For mig er det spændende ved journalistik, at det handler at komme ind bagved magtforhold, samfundsforhold og menneskelige relationer, så vi har mulighed for at forstå hinanden bedre i en verden, der bliver mere og mere polariseret. En af mine styrker er, at jeg ikke er bange for de store, sårbare og komplekse emner, der også kan vække forargelse, vande høns, skabe diskussion og nysgerrighed.
I mit møde med mennesker er jeg tålmodig, interesseret, kan vente i stilhed og finde vejen ind til menneskers lyst til at fortælle. Jeg forbereder mig grundigt, så jeg ved, hvad der er væsentligt for læseren/ lytteren/ seeren at vide, men har også øje for potentielt at gribe det uforudsete og nuanceret. Jeg elsker sprog, og hvordan tiøren pludselig falder, efter jeg har vendt og drejet ordene på jagt efter den klareste formulering til en tekst, en speak eller et manus.
Jeg søger en praktikplads, fordi jeg gerne vil lære. Ganske enkelt være en svamp, der suger erfaringer, vokser og giver tilbage til fællesskabet.
Med mig som praktikant får du:
En ærlig og engageret praktikant, der ikke går og lader som om, men siger sin mening højt.
En, der elsker at snakke med mennesker og få dem til at fortælle.
En, der er direkte og konstruktiv.
En, der er observant.
En, der er handlingsorienteret, hvor ting skal ske med en vis fremdrift – både ved at arbejde med den hurtige formulering og den grundige research.
En, der vægter fællesskabet højt, men som også kan gå selv.
En hyldest til mine folkeskolelærere
Vores dansklærer Torben arrangerede en læsekonkurrence i femteklasse, hvor vi skulle læse 10.000 sider i løbet af skoleåret. Det var et stort problem, for jeg havde leget på karrusellen i de fleste læsetimer indtil da, og lånt svære bøger, selvom jeg kun kiggede på billederne. Skammerens datter var første bog Torben satte os til at læse, så vi kunne komme i gang samlet og lære at analysere. Engageret skrev han på tavlen, gik frem og tilbage og lænede sig op ad kateteret med hagen hvilende i hånden, mens han lyttede opmærksomt til vores tøvende ord og observationer. Når vi ramte hovedet på sømmet i en analyse, svingede han begejstret med armene og opmuntrede os til at fortsætte. Aften efter aften lå jeg i sengen med min mor eller far og læste skiftevis højt. Hakkende delte jeg ordene op og forsøgte flov over afsløringen at anstrenge mig med at udtale ordene rigtigt, så jeg kunne være med dagen efter, og få Torben til at svinge med armene. Torben gav os en ny verden gennem ordene og lærte os at afkode, reflektere og formidle. I puberteten undveg jeg familien ved at forsvinde væk i Astrid Lindgrens univers, Harry Potter-serien, Oscar Wilde og Suzanne Brøgger, så jeg kunne glemme min egen virkelighed og få tildelt en ny. Hvis ikke jeg læste, når jeg var hjemme, så fløjtede jeg mig gennem den forvirrende tid.
I syvende klasse fik vi Lange Lars, der var næsten to meter høj med et iltert temperament. Han kastede upædagogisk sine nøgler gennem vores larmende klasse, og lignede en, der var fuld af fortrydelse over sit valg som folkeskolelærer på de dårlige dage. Når vi opførte os ordentligt, strålede han, og indbød os til en ligeværdig samtale om litteraturen. Han troede på os, udfordrede os, engagerede os og roste os, når vi satte spørgsmålstegn ved hans fortolkninger eller vendte bøtten på hovedet. Torben og Lange Lars’ engagement brolagde en vej til forståelse for andre og os selv. Vi lærte om det først og sidste kys, ødelæggelse, skam, kærlighed og fortvivlelse lang tid før livet kom og lærte os det på egen krop. Sproget skaber virkeligheden, og derfor skal man gå til det med en vis ydmyghed, og forstå privilegiet og ansvaret der ligger i at formidle. Onkel Ulrik forærede mig Susanna Stauns kommabog, Fuck, en lækker røv, der gav mig en forståelse for sprogets magt og vigtigheden af kommateringens præcision, så man sørger for at snakke om det samme. Det interessante ved journalistik er at engagere læserne, lytterne og seerne, så de får lyst til at forstå verden omkring sig. Lange Lars og Torbens oprigtige interesse, opmærksomhed, udfordrende spørgsmål og lyttende forståelse er et stort privilegium at vokse op med, og det vil jeg gerne give tilbage.
Genlüd
En hyldest til foreningslivet
I løbet af min studietid har jeg engageret mig i diverse foreninger for at øve mig, møde nye mennesker og have det vildt sjovt.
Jeg har været en del af Radioforeningen Genlüd som vært, redaktør og kasserer.
Jeg kan ikke få armene ned over lydformatet, og hvor meget man kan nørde ned i lyduniverser, stemmetræning og tilrettelægning.
DSR
Siden første semester har jeg været med i DSR (De studerendes råd), og forsøgt at løfte trivslen på skolen, og hjælpe med at facilitere et godt studieliv både fagligt og socialt.
Her har jeg været forperson, næstforperson og menigt medlem.
På sidste semester er jeg trukket i trøjen og har snøret fodboldstøvlerne. Jeg har spillet fodbold, siden jeg var barn, så det er dejligt atter at puffe til nogle kvinder, sparke nogle basser, råbe og være en del af et fællesskab
Agora
Hver måned har jeg været med til at arrangere diverse oplæg og workshops på skolen. Her har vi blandt andet haft oplæg om Israel/ Palæstina, afholdt en workshop faciliteret af skuespiller Camilla Bendix om at være nærværende for et kamera, interviewsituation eller jobsamtale, samt haft oplæg med diverse mennesker fra mediebranchen.
Ulla United
Illustreret Bunker
Her på falderebet er jeg blevet skribent på Illustreret Bunker, hvor jeg skriver om garvede journalisters nyttige erfaringer til de studerende.
Et eksempel kan læses under mine produktioner om Marie Louise Toksvig.
